5.6.16
Terra d’Arcoiris – Regnbuens jord.

I starten af maj 2016 drog Nobile Vin på sin årlige tur til Toscana på jagt efter nye spændende producenter i området omkring vores "hjemby" Cetona. Vores første aftale var med den biologiske producent Terra D'arcoiris.

Vi begiver os på vej og er selvsagt spændte på at møde producenten, der beskriver sin "mission" således i poetiske vendinger:

 

”Og så er der os. Inderst inde nomader, men faktisk også ejere af et stykke af den toscanske jord. Fremmede nok til ikke at være indlysende. Landflygtige fra en tidsalder og en kultur, der har reduceret alle til handelsvarer - selv bekendte. Og så har vi forpligtet os til at lære den polytekniske knowhow, der præger livet for bønderne i hele verden til alle tider, for at redde den fra glemslen og for at give den videre til de kommende generationer. Det er et tyndt strå at holde fast i, mens vi rejser på historiens  regnbue”.

  

Hvad mon begrebet "biologisk vin" dækker over her. Er det ”bare” økologi?. Er det biodynamisk vin dyrket efter de antroposofiske principper, eller er vi helt ovre i det, man kalder naturvin, hvor det kun er de stærkeste i troen, der kan finde nydelse ved indtagelse af det ofte oxiderede og ildesmagende slutprodukt?

 

I Val di Chianas vestlige bakker, lige før man kører ind i kurbyen Chianciano Terme, som strækker sig halvmåneformet rundt om dalen, drejer vi skarpt ned til højre. Et stykke nede viser et skilt os ad en grusvej til Terra d’Arcoiris. Vi kører ind til det lille produktionssted. Græsset vokser højt. I en lille  fold går en smuk hvid hest og græsser. Vi bliver mødt af en høj, slank, solbrændt, kedeldragtklædt mand med halvlangt gråt hår omkransende et venligt og smilende ansigt. Walter Loesch er manden. Oprindelig fra Cermes i Bolzano provinsen, hvorfor han taler flydende tysk. Han og Paola Leonardi, oprindelig fra Rom, købte stedet i 1981, hvor de begyndte med at holde bier og leve af det. Deres tanke var fra starten, at de ville dyrke jorden biodynamisk. De tilkøbte i 1987 ”den gamle vinmark” på 3,5 Ha (plantet i 1968), begyndte straks omlægning til økologi og blev certificerede i 1993. I 1999 tilkøbes yderligere 3,5 Ha (”den nye mark”), som blev tilplantet med vin fra 1999-2001. Derudover produceres olivenolie på 3 Ha samt frugt på 4 Ha. Alt sammen biodynamisk. Al vin høstes naturligvis med håndkraft. Der sorteres yderligere før fermentering, og der bruges naturligvis ikke industrigær.

 

Hvis der ser lidt rodet og tilgroet ud udenfor, bliver vores skepsis gjort grundigt til skamme, da Walter viser rundt i vineriet. Der er pinligt rent og ordentligt overalt. Blanke ståltanke med temperaturstyring til fermentation. Botti til modning af de lettere vine, mens der er tonneaux og barriques til de kraftigere og tungere vine.

 

Smageglassene kommer frem, og igen bliver al skepsis og eventuelle fordomme over for fodformede bioproducenter effektivt manet i jorden, da vi præsenteres for ranke, velstrukturerede vine i flot balance.

 

Vi er glade!

 

Får et par flasker med hjem og gensmager i god ro og orden ”hjemme” på Fonterucola. Vi er enige om, at Nobile Vin kaster sig ud i sit første biodynamiske eventyr.

 

5.6.15
På besøg hos Innocenti

I St. Bededagsferien drog Nobile Vin til Italien, nærmere betegnet Cetona i det sydligste Toscana, hvor vi altid bor, når vi er på disse kanter. Vores tur var i denne omgang planlagt til at være sidste vinresearch- og bestilletur, inden vores nye vinfirma skulle gå i luften i starten af juni måned.

Vores første producentbesøg skulle være hos Vittorio Innocenti, der bor i byen Montefolonico, ca. 35 km. fra Cetona. Efter Sarteano, som er vores anden "hjemby" i området, kommer man gennem den langstrakte Chianchiano Terme, kurbyen med de utallige hoteller og hovedgaden, der altid er sort af italienske kurbadeturister, der promenerer efter badet og inden frokosten eller aftenens middag og efterfølgende dansant; og siden tæt forbi Montepulciano, som er områdets kendte vinby og en by, der til enhver tid er et besøg værd. 

 

Montefollonico

Montefollonico er en typisk toscansk middelalderby, der ligger højt med den på disse kanter sædvanlige og stærkt vanedannende udsigt over vin- og olivenmarker så langt øjet rækker. Cantina Innocenti finder man ca. midt på den snævre hovedgade, og man skal virkelig kigge godt efter for at finde det ydmyge skilt med påskriften Cantine Innocenti. Vittorio, der er en ældre herre, tager imod på sin sædvanlige venlige facon, og vi kigger indenfor i mørket. Det første rum agerer showroom for alle vinene, der omfatter Chianti, Rosso di Montepulciano,Vino Nobile di Montepulciano og topvinen Acerone (Ahorntræet), som er husets stolthed. Kælderen strækker sig langt ned i mørket, og langs væggen ses de store egefade, hvor de forskellige vine får lov til at lagre, til de er klar til deres videre færd. Fra et hyggeligt smagelokale går man ud gennem en dør til haven, der ligger på en hylde med en enestående 180 graders udsigt over Val di Chiana. 

Vin og udsigt

Det er her i haven, vi skal smage vinen og nyde udsigten - unægteligt ikke nogen dårlig kombination! Vinene er fantastiske, synes vi, og priserne yderst rimelige. Nobilen kender vi, men også Rossoen er virkelig imponerende. Acerone, som er Innocentis IGT'er på ren Sangiovese, hvis druer er hentet på en særlig mark flankeret af smukke gamle ahorntræer, slår os helt ud. Den matcher de bedste Brunelloer fra nabobyen Montalcino og er måske den vin, vi glæder os allermest til at præsentere for vores venner hjemme i DK. Inden vi forlader haven, hilser vi lige på fru Innocenti og hendes moder på 102 år. De har under hele smagningen set til fra balkonen i 1. sals højde. På vej derfra siger vi til hinanden, at Montefollonico måske ikke ville være det værste sted at blive gammel.

2.6.15
De venlige brødre fra Piazze

Når du kører fra Cetona mod Piazze med Monte Cetona på højre hånd, passerer du på et tidspunkt langstrakte vinmarker med skilte med påskriften Cantina Gentili. Det er her, brødrene Luca og Alessandro Gentili henter druerne til deres vine, som er blandt de mest populære i lokalområdet.

På højre hånd på vejen mod Pieve ligger La Cantina Gentilis butik. Vejen slynger sig i store krumninger ned ad bakken, og her finder man en tjekket og moderne forretning, hvor de to brødre tager sig af kunderne med smagsprøver af de traditionelle produkter, som man finder hos mange af producenterne i Toscana: Røde og hvide vine, Spumante, Vin Santo, Grappa, Olie. Og på det sidste også en Rosé, som Nobile Vin har taget siden efteråret 2015.

 

Markerne

Markerne ligger i de bløde bakker ved foden af Monte Cetona, hvor beliggenheden betyder usædvanlig megen sol, og vinen herfra er fremragende og udgør hovedparten af de vine, som vi har valgt: Basisvinen Chianti, den dybere Chianti Riserva, supertoscaneren Le Favorite, som har modtaget et hav af præmier, den hvide og lette Costa del Sole, den fyldige Chardonnay og endelig den forføriske Spumante 1963. 

1.6.15
Druerne i Toscana

Sangiovese er den mest plantede drue overhovedet i Italien. Druen er hovedingrediens i de store toscanske vine Chianti, Nobile di Montepulciano og Brunello, og den er så absolut en af hovedspillerne i Italiensk vinproduktion på godt og ondt.

Sangiovese kan frembringe vine af yderst tvivlsom kvalitet, når den er anbragt de forkerte steder eller presses til for store udbytter, ligesom den kan frembringe nogle af de ypperste, mest elegante og velsmagende  vine i verden, når blot de rigtige betingelser er til stede og tilstrækkeligt dygtige og seriøse vinmagere står for  produktionen. Druen er således stærkt afhængig af det mikroklima, der omgiver den. De bedste  resultater opnås for det meste på højereliggende parceller (300-600 moh) eller hvor omgivende bjerge sender kølige nattevinde ned til vinmarkerne i dalen. Siden 1990’erne har der foregået et stort udviklingsarbejde for at finde de bedste kloner af sangiovese – og der findes et utal.

 

 

 

Sangiovese

Der er dog to hovedgrupper af druen:

Sangiovese piccolo er den mest fremherskende indenfor alle Chianti-zonerne.

Sangiovese grosso Kendes især fra Brunello di Montalcino (lokalnavn: Brunello) og fra Vino Nobile di Montepulciano (lokalnavn: Prugnolo gentile). Forekommer også i Greve i Chianti Classico-zonen (lokalnavn: Sangiovese di lamole).

I Chianti er det tilladt at anvende op til 20% andre druer end Sangiovese. Der anvendes således en række ”hjælpedruer”, såvel traditionelle lokale sorter som internationale sorter.

Traditionelle hjælpesorter:

Canaiolo. Tidligere meget brugt. Nu knap så udbredt. Afrunder vinen.  Colorino er meget benyttet. Giver farve og struktur. Mammolo er mest brugt i området omkring Montepulciano, hvor den giver viol-karakter til vinene.

Internationale sorter:

Cabernet sauvignon og Merlot er de mest udbredte internationale hjælpesorter, og disse to druer udgør ovenikøbet hjørnestenen i visse af de IGT-klassificerede, såkaldte ”Supertoscanere”. Også Syrah, Pinot noir og Grenache finder til tider vej til en flaske toscansk vin.

Grønne druer

De mest udbredte lokale grønne sorter er Trebbiano, Malvasia og Grechetto. De blandes ofte og giver friske aromatiske vine til umiddelbar konsum.

Bedste lokale druer er Vernaccia di San Gimignano, som dyrkes omkring byen af samme navn, samt Vermentino, som fortrinsvis dyrkes langs kysten.

Af internationale sorter gør Chardonnay det rigtig godt i Toscana, ligesom den gør i det meste af resten af verden.

1.6.15
Klassifikation af Italienske vine

Når man er på opdagelse i vinverdenen, er det godt at vide lidt om, hvordan vinene klassificeres. Hvad betyder det, når Italienske vine er mærket med DOC, DOCG og IGT? Det kan du læse lidt om i nærværende.

DOC (Denominazione di Origine Controllata)  Klassifikationen blev indført i 1960 og giver regler for geografisk oprindelse, tilladte druesorter og minimum alkoholprocent. Kan også indeholde regler for produktionsmetode, udbyttets størrelse samt lagringstid.

Der findes mere end 300 DOC vine i Italien.

 

DOCG (Denominazione di Origine Controllata e Garantita) Indeholder alle krav fra DOC klassifikationen. Derudover skal vinen være flasket i regionen, hvor den produceres, og den vil blive udsat for kontrolsmagninger af repræsentanter for landbrugsministeriet. Alle flasker vil bære en nummereret bandarole.

 

IGT (Indicazione Geografica Tipica) Klassifikation indført i 1992. Giver langt større frihed både hvad angår område og druetyper. Vine med IGT klassifikation kan spænde fra simple bordvine til eksklusive og højt prissatte kultvine (f.eks visse ”supertoscanere”).

5.6.16
Terra d’Arcoiris – Regnbuens jord.

I starten af maj 2016 drog Nobile Vin på sin årlige tur til Toscana på jagt efter nye spændende producenter i området omkring vores "hjemby" Cetona. Vores første aftale var med den biologiske producent Terra D'arcoiris.

5.6.15
På besøg hos Innocenti

I St. Bededagsferien drog Nobile Vin til Italien, nærmere betegnet Cetona i det sydligste Toscana, hvor vi altid bor, når vi er på disse kanter. Vores tur var i denne omgang planlagt til at være sidste vinresearch- og bestilletur, inden vores nye vinfirma skulle gå i luften i starten af juni måned.

2.6.15
De venlige brødre fra Piazze

Når du kører fra Cetona mod Piazze med Monte Cetona på højre hånd, passerer du på et tidspunkt langstrakte vinmarker med skilte med påskriften Cantina Gentili. Det er her, brødrene Luca og Alessandro Gentili henter druerne til deres vine, som er blandt de mest populære i lokalområdet.

1.6.15
Druerne i Toscana

Sangiovese er den mest plantede drue overhovedet i Italien. Druen er hovedingrediens i de store toscanske vine Chianti, Nobile di Montepulciano og Brunello, og den er så absolut en af hovedspillerne i Italiensk vinproduktion på godt og ondt.

1.6.15
Klassifikation af Italienske vine

Når man er på opdagelse i vinverdenen, er det godt at vide lidt om, hvordan vinene klassificeres. Hvad betyder det, når Italienske vine er mærket med DOC, DOCG og IGT? Det kan du læse lidt om i nærværende.